KLOGERE MENNESKER

Hvis man så os udefra dér i junglen, er det nærliggende at tro, at det, jeg hentyder til, er den scene, hvor jeg rider rundt på hans ryg mellem slyngplanter og orangutanger, mens han pruster som en hest. Jeg styrede ham ved at trække ham i ørerne og banke hælene ind i hans flanker og blev overvældet af magten og råbte kom så din gamle krikke, din usle sæk lopper. (Mine forældre gik aldrig efterfølgende med til, at vi skulle have en hund.) Som tilbagebetaling red min far mod en afgrund med en stor flod på bunden uden at reagere på mine ryk, hvilket fik mig til at gå i panik og skrige ham ind i ørerne og hamre mine knytnæver ind i ryggen på ham.

Det er et rørende minde, et ægte barndomsminde. Men den scene, jeg rent faktisk tænker på, foregik i en thailandsk landsby oppe i bjergene, hvor man skulle sidde på en pind i en hytte uden bagvæg med bagenden ud over en skrænt, når man skulle træde af på naturens vegne. I sådanne bambushytter, men med fire vægge, havde landsbyen små butikker med sølvvarer. Det var en sølvlandsby.

Selvom vi ikke var rige, skulle vi fandme have noget sølv. Det koster jo heller ikke en skid, sagde min far. Men én ting var sikker. De skulle ikke få lov til at tage røven på os, bare fordi vi var rigere end dem!

Vi kiggede alle fire rundt i de forskellige montrer, og min far æggede mig og min mor til at vælge noget. (Min far har valgt sig en kone, der generelt ikke pynter sig og har haft kort hår siden 80’erne, så det er nogle gange en kamp for ham at få lov til at forkæle hende. Hun vil helst bare have rene linjer. Hvis hun kunne smykke sig med designermøbler, ville hun være lykkelig.) Men nu æggede han.

Hvad siger du, skat? Noget, der trækker?

Hun endte med at pege på et helt simpelt sæt bestående af en halskæde og et armbånd i tyndt,  flettet sølv.

Hvad med den her?

Han pegede på en kransekage af guldhalsringe, som der er tradition for, at visse asiatiske kvinder forlænger deres hals med, ring for ring. Girafkvinderne. Hun bare fnøs af ham. Hans datter derimod med det lange lyse hår elsker alt, der glitrer.

Så skat, nu må du bare sige, hvad du vil have, det koster jo ikke en skid.

Han så skuffet ud, da han så, hvad jeg pegede på. Det var en spinkel sølvkæde, som jo passer sig til en syvårig pige, men vedhænget var en cirkel, hvor der fint udbanket og hæftet til cirklen få steder var udspændt en arbejder i en rismark med sin le.

I sine unge dage var min far kommunist og skulkede fra gymnasiet for at gå til møder og dele flyveblade ud, men hvad havde det ført til? Marxismen var ikke slået igennem, og han havde som i en amerikansk drøm arbejdet sig op fra at være mening arbejder til en overlærerstilling, hvor han lige akkurat tjente nok til at betale topskat og derfor måtte fifle med overtimerne for at noget som helst skulle kunne betale sig.

Nå, ja, sagde han og skulede lidt til nogle hjerter og diademer. Men så gik han i gang med at prutte om prisen. Han havde lært sig tallene på thai (sådan da) og stod og strittede med fingrene i luften.

How much, 3 pieces?

Min mor gik straks ud af hytten. Hun magter ikke det cirkus, hun vil bare have lov at være i fred. Min bror er også meget konfliktsky og var for længst gået ud for at tegne i jorden med en pind og klappe en trebenet hund.

Min far gik frem og tilbage foran montrerne. Den lille thaier fulgte med inde på den anden side med en skammel, som han placerede på gulvet, der hvor min far stoppede, og lænede sig ind over glasset for at se, hvad min far pegede på. Så kravlede han ned igen og så ud, som om han talte i hovedet.

200 baht, sagde han så.

No no no no no, sagde min far og rystede smilende og lidt nedladende på hovedet af manden, og kiggede hen på mig, som om jeg skulle give ham ret i galskaben. Jeg fulgte med henne fra risarbejderen.

I Danmark har ting for det meste en pris, og man betaler ved en kasse. Jeg havde dog set min far forsøge at få en mikrobølgeovn med i købet, hvis han købte et nyt køleskab, men det var sjældent, det lykkedes. De unge sælgere i Elgiganten kiggede forvirret på ham, når han stillede sig med hænderne i hofterne og det ene ben lidt foran som en grisekræmmer og sagde nå, hvad får jeg så med i købet?

Engang skulle vi have skiftet Toyota Corollaen (guldfarvet) ud med en Skoda Octavia (metallic blå).

Den har en Volkswagen motor i, fortalte han mig. Det er praktisk talt det samme som en Audi. Du kan også se, at den ligner meget, men så er den her lige 200.000 billigere.

Vi kørte rundt i mange måneder og kiggede på forskellige modeller i industriområdet ud mod Lystrup, hvor alle bilforhandlerne ligger. Vi parkerede altid vores Toyota et andet sted, ved Harald Nyborg fx, for at bilsælgeren ikke skulle kunne regne ud, hvem vi var ud fra vores gamle bil. Vi skulle være som dumpet ned fra månen, sagde min far.

Jeg kan en vits om Skodaer og Ladaer, sagde jeg. Jeg sad på en hård pude på forsædet, der gjorde, at jeg ikke blev kvalt af sikkerhedsselen.

Nå?, sagde min far.

Den går sådan her, sagde jeg og tog min fortællerstemme på:

Det var en Lada og en Skoda, der var ude og køre. Pludselig kører Skodaen op bag i Ladaen, og Ladaen siger LADAvær og skodaen siger, jeg har SKODA ikk’ gjårt noget.

Min far så irriteret ud.

Hvor har du hørt den?

I børnehaven.

Typisk at de nye generationer vokser op med gamle fordomme. Det, folk ikke har opdaget endnu, skat, er, at selve indmaden slet ikke er østeuropæisk, det er designet heller ikke. Det eneste, der er tjekkisk ved Skodaen, er navnet, og at den er produceret i Tjekkiet, hvilket i bund og grund bare betyder, at den har været billigere at producere. Og det, min skat, gør os til klogere mennesker. Vi kommer til at spare 200.000 på andre folks fordomme og uvidenhed!

Thaieren syntes ikke, at det var mærkeligt, at min far råbte af ham. Han kunne også stå med hænderne i siden, og han fægtede også med armene og lavede forargede ansigtsudtryk. Men på et tidspunkt så min far faktisk rigtig vred ud.

Are you trying to cheat me?, råbte han.

Han gik lidt væk fra thaieren, der også råbte.

No, sir, you cheating me, og så kiggede min far pludselig på mig.

Ved du hvad, skat, jeg tror simpelthen ikke, det her går, han vil have alt for meget for det.

Jeg kiggede vantro på ham. Han havde jo sagt, at det ikke kostede en skid, og vi kan købe friske vandmeloner og ananas skåret ud i spiraler og kød på spyd og frrri’ rrri’ på små tallerkner ved campingborde i baggyder, hvor gamle, fede kællinger bøvser og smider spejlæg ned til rotterne, som slæber dem med sig ned i kloakken, og hver gang griner min far og siger, at det her, skat, 3 kroner, alt det her, 3 kroner!

Men han så helt oprigtig ud nu. Det var jo også sølv. Jeg kiggede ned på manden med leen og kunne mærke, at jeg virkelig havde sat næsen op efter den, og selvom jeg ikke ville, så kunne jeg mærke tårerne begynde at trille. Jeg kiggede hurtigt ned i gulvet, men det ville ikke stoppe. Jeg kastede et sidste blik på sølvet, og så løb jeg udenfor, hvor jeg satte mig på trappen og græd. Jeg kunne høre min far råbe inde fra hytten. Det var til ingen verdens nytte. Nu skælder han bare sælgeren ud, som dengang med Skodaen, hvor det viste sig, at klimaanlægget ikke var med i prisen, det var bare på udstillingsmodellen. Det stod der jo også højt og tydeligt i beskrivelsen af de forskellige prisklasser. Men min far ville ikke give sig, han ville have aircondition med i prisen, og vinterdæk.

Så kom han ud af hytten og gik ned ad trapperne til mig. Jeg turde ikke se op på ham. Han satte sig ned ved siden af mig og aede mig på ryggen.

Såå såå, sagde han højt og hviskede bare bliv ved med at græde.

Jeg kiggede forvirret på ham. Hans ansigt så meget kunstigt trøstende ud.

Vi gjorde det, Puttemus, hviskede han.

Han stak mig en brun papirspose i skødet, mens han kiggede ud over landsbyen. Inde i den så jeg sølvet glimte i sollyset, og i hans øjne glimtede et vildt skær af eufori og stolthed, som om vi var en Las Vegas-duo, der snørede det ene kasino efter det andet.