Tre scener fra et skuespil
UGLERNE
(Musik) På storskærm ser vi en lastbil køre op af et mørkt bjerg (det er en video af et modellandskab med en elektrisk lastbil, der snor sig op af bjerget. Et modellandskab som dem der står på banegårde – denne montre kan evt. stå i foyeren til teatret også, for at skabe stemning allerede inden, publikum er kommet ind til scenen) Inde på scenen hører vi lyden af lastbilen, der stopper og bakker biib biib biib, og en fragtmand kommer ud og står med en fjernbetjening, der åbner smækken på lastbilen, så den klapper ned på scenen, hvorpå han går ind i ”lastbilen” og kommer ud med en gaffeltruck med en stor papkasse på, som han kører ud på gulvet. Så kigger han på et ark og leder efter adressen. Han kigger først på det ene træ og så en myretue, og så et andet træ og mumler adressen:
FRAGTMAND
Lidt øst for stort træ med grene, der ligner arme, lidt skråt for myretuen (osv. alt efter hvad der er på scenen)
Han stiller kassen og kører igen. To ugler kommer ind og ser kassen.
HUNUGLE
Det var på tide.
HANUGLE
Han må være kørt forkert.
HUNGLE
Hvor svært kan det være at finde herop? Der er kun én vej op og den ender her.
HANUGLE
Mennesker.
De går hen til kassen.
HUNUGLE
Hmm, hvordan mon vi gør det her? Og Hvordan får vi den op? Den skal vel op, tror du ikke, sådan helt klassisk? Ellers er man vel sårbar over for rovdyr og den slags.
HANUGLE
Vi er jo sådan set rovdyr.
HUNUGLE
Ja ja, men større rovdyr.
De bakser med kassen og får den op. De begynder at pakke ting fra kassen ud.
HANUGLE
Nå, det må vel stå i brugsanvisningen alt sammen.
HUNUGLE
Brugsanvisning? Jeg troede, du vidste, hvordan man gjorde den her slags. Du er jo hannen. Hanner kan sådan noget.
HANUGLE
Det ved jeg nu ikke. I hunner er så store. Måske er I lavet til at kunne alt det praktiske. Se hvor stor du er!
HUNUGLE
Hey, du.
HANUGLE
Her er brugsanvisningen.
Hannen finder brugsanvisningen og åbner den. Vi ser et sløret billede på storskærm af brugsanvisningen.
HANUGLE
Jeg kan fandme ikke se en skid. Kan du ikke lige holde den?
Hunuglen kommer hen og tager papiret.
HANUGLE
Kan du gå lidt længere bagud? … Længere endnu…. Længere endnu….. Lidt længere…
Hun går ind i et træ eller noget andet.
HUNUGLE
Aj, altså.
HANUGLE
Hæ… hæhæ.
De står nu i hver sin side diagonalt af scenen. Vi ser hanuglens blik på papiret på storskærm. Før var det meget sløret, nu står det skarpt – men på hovedet.
HANUGLE
Det vender på hovedet. Rundt med det!
Hun vender det rigtigt. På brugsanvisningen er der tændstiksugler, der er ved at samle en IKEA genstand.
HANUGLE
Øh, ja, det er vel logisk …eller….
HUNUGLE
Hvad gør vi? Memorerer du det hele, og så hjælpes vi ad med at samle? Eller …
HANUGLE
Memorerer? Jeg har en korttidshukommelse på omkring 5 sekunder.
HUNUGLE
Vi må vel bare forsøge os frem. Tage den på intuitionen. Vi er jo fugle for pokker. Lad os nu bare komme i gang. Vi kan jo ikke stå her hele natten.
(musik) (lyset dæmpes på dem) Noget kommer op på storskærm evt. hvaler, der arbejder sammen ved at indkredse byttet med ringe af bobler, eller spækhuggere, der indkredser deres bytte med deres cirkulerende kroppe og så angriber på samme tid – noget med kloge dyr og David Attenboroughs (eller en imitations) interesserede og fascinerede stemme, der fortæller om dyrenes fascinerende samarbejdsevne.
I mellemtiden bliver en færdig rede, ja, det var en rede, de var ved at bygge, erstattet med delene fra kassen. (Reden har hjul under sig, så den kan køres ind og ud af scenen efter behov.)
ULVENE
To ulve kommer akrobatisk ind på scenen i en elskovsdans (de laver evt. det her møllehjul, hvor man holder om hinandens fødder).
HUNULV
(Griner lykkeligt)
HANULV
(Hyler begejstret)
De løber væk fra hinanden og laver bevægelser, hvor de spejler hinanden. Fjollebevægelser først, de griner, lidt efter lidt nærmer de sig hinanden i helt ømme, tætte og fortrolige spejlinger (ja, vel en slags metaforisk og romantisk allegori til samleje) Pludselig, dog, ser hanulven alvorlig ud og træder lidt tilbage. Hunulven ser lidt forvirret på ham og vil tættere på igen. Han sætter sin pote på hunulvens tilnærmende bryst.
HANULV
Nej, nu må jeg altså af sted.
HUNULV
Hvad mener du, du må af sted? Du mener da ikke seriøst, at du tager af sted? Uden mig?
HANULV
Jeg elsker dig. Det ved du. Men du ved også, hvad man forventer af mig. Jeg har mine forpligtelser. Jeg må være enlig ulv.
HUNULV
Men du er ikke enlig, du har jo mig!
HANULV
Men det kan jeg jo ikke sige til nogen. De vil kaste mig ud af klanen, ud af racen, hvis de finder ud af, at jeg har en kæreste, inden jeg har været enlig ulv. Det er det værste, man kan gøre. Ulykken må komme før lykken, og lykken varer kun kortvarigt for en hanulv, så må han være enlig ulv igen.
HUNULV
Men vi elsker jo hinanden! Kan vi ikke bare få lov til at leve, som vi vil?
HANULV
Nej, du må tilbage til flokken. Jeg må op på klippen.
Han peger på en klippe, der står til venstre på scenen. Der hænger en måne over klippen i en synlig snor. Klippen har hjul på.
HUNULV
Men jeg vil jo bare være sammen med dig.
HANULV
Aaauuuu, jeg ved det. Men tænk på, hvad de vil sige om dig? Du vil aldrig kunne gå tilbage til flokken, hvis du løber med mig. Du er ikke et individ, du er en del af flokken. Jeg er ikke din flok.
HULULV
Jeg vil skide på flokken, den samling kællinger. Jeg holder ikke alle de sovende kroppe ud, alle de løbende kroppe, alle de spisende og pattende munde. Jeg bliver gal. Jeg vil kun være sammen med dig. Jeg slår mig selv ihjel, hvis du løber fra mig nu. Jeg kaster mig i floden.
HANULV
Hold nu op, det mener du jo ikke, skat.
HUNULV
Jeg mener vel, hvad jeg siger, hvorfor skulle jeg ellers sige det? Det ville være absurd at komme med tomme trusler. Jeg kaster mig ud, siger jeg, ud!
HANULV
Såå så, det bliver nok nemmere. Bare vent og se, du bliver lykkelig! Du er hunulv. Du bliver gravid med en ældre, respektabel han og føder et kuld, som dig og de andre passer på, og så bliver du gravid igen med en anden, og så passer I dem i flokken, og så får de kuld, og de får kuld. I bliver lykkelige!
HUNULV
Hold kæft. Hold kæft. Hold kæft. Jeg styrter mig ud over klippen og direkte i floden. Jeg holder det ikke ud.
HANULV
Det gør du jo ikke. Du er en ulv, det har vi snakket om. Det er aldrig sket før, at en ulv har begået selvmord. Det er helt urealistisk, at du bliver ved med den slags trusler. Vi er ikke lemminger eller delfiner. Vi er stolte, livskraftige dyr. Vi er..
HUNULV
Hold kææææft hold kæææææft, aaaaauuuuuu,
Hun skubber ham omkuld og løber over til klippen.
HANULV
Sandra!? Sandra, hvad er det, du gør? Nej, nej, neeeeej…
Hun når kanten af klippen og lader sig styrte ud fra den (muligvis ned på en madras som man godt lidt kan se fra publikumsrækkerne). Hanulven ser helt vantro på scenariet. Han knæler evt. af ærefrygt. Nogle små gurglende lyde kommer fra hans strube. Han forstår først ikke selv, hvad der sker med ham, han tøver lidt, men går så målbevidst med langsomme skridt op på klippen, stiller sig i klassisk positur og hyler hjerteskærende mod månen. Sørgelig musik blander sig med hylene (blue moon? Potpori af månesange? Moonriver? Moon-song fra filmen HER? Nyskrevet månesang?). Månen og klippen rulles væk (stadig med ulven på), det bliver mørkt på scenen.
FLAGERMUSENE
Ned fra loftet bliver en gren med to mandlige flagermus sænket ned, så de hænger med hovederne nedad, ansigterne ud mod publikum. (Lysspots på dem ellers mørke omkring dem)
FLAGERMUS1
Hvorfor sagde du det ikke bare med det samme?
FLAGERMUS2
Jeg ved ikke, jeg kunne bare ikke. Jeg ville vel ikke miste dig.
FLAGERMUS1
Miste mig? Jamen, hvordan kunne du tænke sådan? Tænkte du, at jeg ville forlade dig?
FLAGERMUS2
Jo, det gjorde jeg jo nok. Det har man jo hørt før.
FLAGERMUS1
Men tænker du virkelig sådan om mig? Efter alt det vi har været igennem.
FLAGERMUS2
Nej nej, men det her er jo anderledes. Det her er jo definitivt.
FLAGERMUS1
Nu må du tænke positivt. Hvad ved du overhovedet om noget som helst?
FLAGERMUS2
Nej, ja, statistikker, vel…
FLAGERMUS1
Det går ikke at tænke på den slags. Det hjælper ingenting.
FLAGERMUS2
Det gør det vel strengt taget heller ikke at tænke positivt.
FLAGERMUS1
Jo da, det viser undersøgelser klart.
FLAGERMUS2
Jamen, der kan du selv høre. Det er dine undersøgelser over for mine statistikker.
FLAGERMUS1
Men hvis du vil have det på den måde, så er det vel dit valg.
FLAGERMUS2
Der er ikke rigtig noget i det her, der er mit valg, som jeg ser det.
FLAGERMUS1
Det er jeg nu uenig i.
FLAGERMUS2
Så kan vi vel være enige om at være uenige, eller hvad det er man siger.
FLAGERMUS1
Nej, det synes jeg nu ikke. Det er en slap holdning til at have en holdning. Det viser mest bare, at du har givet op, og ikke tør tage et valg. Nu må vi stå sammen. Vi er ikke gået igennem alt det andet, for at lade os splitte lige netop nu. Alt det andet var vaccinationer mod denne store virus. Vi er som én stor stærk celle nu. Ser du det for dig? Vi er ét stort hvidt blodlegeme, der sejler igennem dine blodårer med sådan nogle skarpe blade, der roterer nede ved hjulkapslerne. Ser du det?
FLAGERMUS2
Jo, det gør jeg vel, det er meget billedligt.
FLAGERMUS1
Nemlig. Vi er en metafor, du og jeg, vi smelter sammen og tapper energi fra os begge to og bekæmper alt det syge i os.
FLAGERMUS2
Ja, jeg ser det.
FLAGERMUS1
Kom her, vi må holde om hinanden for at det virker.
FLAGERMUS2
En fysisk metafor.
FLAGERMUS1
Ja, nemlig. Kom vi laver en puppe, der slutter sig inde og verden ude et stykke tid, kun for at bruge al energien på at omformes og skabes på ny som noget meget bedre, noget meget smukkere.
De holder om hinanden med deres lædrede vinger.
FLAGERMUS2
Ja, jeg mærker det. Vi forpupper. Du er meget varm.
FLAGERMUS1
Du er også meget varm.
FLAGERMUS2
Det mærkes lidt som om jeg brænder.
FLAGERMUS1
Du er helt fin. Du har altid været meget fin, det har jeg vel forhåbentlig sagt til dig?
FLAGERMUS2
Ja, du har altid sagt, at jeg er meget fin, din fine.
FLAGERMUS1
Det var godt, så er jeg måske slet ikke så skidt en fyr alligevel.
FLAGERMUS2
Nej.
FLAGERMUS1
Men du, luk øjne og mund og mærk energien, mærk hvordan din hud spinder sig om til silke, og hvordan dine lædervinger opløses, hvordan din gamle hud bliver blød og ny, mærk hvordan nye fløjlsvinger bryder frem med påfugleøjne og tigerstriber på, mærk hvordan din brune pels skifter farve og bliver helt lysegrøn, helt spæd, fin lysende grøn. Mærk hvordan du sover den sødeste søvn, som da du var lille hvalp, hvordan vokseværket bruger al din energi, og du ligger i en døs af metamorfose, mærk, mærk, mærk den søde varme mælk strømme til dig, mærk åndedrættet, ind og ud, ind og ud, mærk hjerteslagene, dit og mit, dit og mit, dit og mit, dit og mit, dit og mit…
Under denne tale bliver begge flagermus spundet ind i store silkebånd så de bliver til en farverig kokon. Omgivelserne omkring dem bliver også grønne og fulde af blomster og lyden af rindende vand bryder frem i takt med talen. Flagermus1’s stemme er først meget storslåen og får rumklang på, men bliver så mere og mere ulden i takt med at de bliver spundet til én puppe. Flagermus2 er blevet helt stille under denne forvandling. Da talen er slut holder alle lyde vejret og der bliver stille.
FLAGERMUS1
… Kenneth? ….. Kenneth? …. Kenneth?
FLAGERMUS2
…
De hejses op igen.