Et skuespil
SCENE 1
Kain kommer beslutsomt og energisk ind på scenen. Abel kommer bagefter meget modstræbende.
ABEL
Er vi der ikke snart? Jeg DØR af tørst og sand i øjnene.
KAIN
Drop nu de dødsjokes. Du ved godt, jeg ikke synes, det er sjovt.
ABEL
Kom nu Kain, det er da lidt sjovt, at du tror, at mennesker kan dø.
KAIN
Jeg kan helt ærligt ikke se, hvad der er så sjovt ved det. Tænk på, hvis vi virkelig kunne dø. Så ville alt være helt anderledes. Måske ville vi være sødere ved hinanden, for nu vidste vi, at vi kunne miste hinanden. Eller måske ville vi være… ondere… Nogen gange tænker jeg på, at Gud fortæller os, at vi ikke kan dø, for at beskytte os imod os selv.
ABEL
Pfff, jeg beder til Gud om, at han en dag vil tage alle dine gætterier fra dig. Bare hive dem ud af dig, så du kunne få fred fra dig selv – og JEG kunne få fred. Så ville du måske droppe alle de her eksperimenter. Jeg er sgu godt træt af de her ture, Kain, hvornår lærer du bare at fortælle mig, hvad du har lavet?
KAIN ABEL KAIN Kain stopper op. Abel går ind i ham. ABEL KAIN Kain stirrer ud i ørkenen. Abel kigger sig omkring og sparker lidt i jorden. De står lidt længere i akavet stilhed. KAIN Kain nikker til Abel. Kigger ud i ørkenen igen. Så begynder det endelig at blæse op, og de er nu inde i en sandstorm. Kain står helt stoisk. Abel forsøger at dække sig til med sit tøj og beskytte sig mod stormen. SCENE 2 Stormen lægger sig og ud af støvet/bagtæppet kommer en kvinde gående imod dem. Hun går langsomt som et fatamorgana. KAIN ABEL (Gisper) KAIN ABEL KAIN ABEL Mona kommer helt hen til dem og flytter sit slør, så man kan se hendes ansigt. KAIN MONA Abel går lidt væk og vender siden til. ABEL Abel vender sig om igen mod de andre. ABEL KAIN ABEL KAIN Abel løber hen og holder ham for munden. ABEL Kain forsøger at sige noget, men Abel har stadig sin hånd for hans mund. Abel tager forsigtigt sin hånd væk, men holder den stadig parat. KAIN Kain kigger rørt på Abel. Abel lader sin hånd falde tungt ned langs siden. KAIN Kain tager Abels hænder. Kain vrister sig løs. ABEL Abel kigger nervøst op i himlen og hen på Mona. KAIN ABEL KAIN ABEL KAIN Hverken Mona eller Abel griner. Kain står lidt, så tager han den store balje og går ud i ørkenen. SCENE 3 Mona står lidt og kigger bekymret efter Kain. Så kigger hun på Abel, der graver med spaden. Så kigger hun mistroisk på Abel. MONA Abel stopper med at grave. Stirrer lidt ud i luften. Så begynder han at grave igen. MONA Abel graver hurtigere. MONA Hun går hen og stiller sig op lige foran ham. Han prøver at grave, men hun stiller sig i vejen. ABEL Han forsøger at ramme hende med spyt, men får det mest ned af hagen. Hun lægger hovedet på skrå. MONA Abel graver videre i en anden retning. Han graver sig selv mere og mere ned i et hul. Hun stiller sig også der hen i hans synsfelt. MONA Hun venter på at Abel skal grine. Han stopper med at grave, men undertrykker et grin. MONA (Lillepigestemme) Hun trækker så på skulderen. Og smiler. MONA Abel stopper op og kigger skeptisk bedømmende på hende. ABEL Mona smiler. MONA Abel stopper igen og ser oprigtigt forundret ud. ABEL MONA ABEL MONA Abel står nu nede i et hul. Hun løfter hans hoved, så han kigger direkte ind i fronten på hendes torso. MONA ABEL Mona griber ud efter hans hænder. Han trækker dem til sig og kigger anklagende på hende. MONA (Som til en hund) Hun laver ”kom her-bevægelsen” med hænderne, og han rækker langsomt hænderne ud igen. Hun tager dem og sætter dem direkte på sit bryst og skridt. MONA ABEL Hun giver slip på hans hænder, og han tager dem langsomt til sig. Så nynner hun en slangetæmmermelodi og bevæger fingrene og hænderne dansende foran Abel og noget rejser sig i hans skød. Hun smiler endnu mere. Han ser forskrækket på bulen i tøjet. MONA Abel kommer ligesom lidt mere til sig selv og ryster på hovedet, men scenariet går ikke væk. MONA Abel kommer op af hullet og ser på sine hænder, der gør, hvad hun siger, løsner tøjet og afslører en underarmsstor penis. Hun peger på sit eget tøj og får ham til at forstå, at han skal tage det af. Der under er der en stor vagina, og de begynder at have virkelig langsom sex, mens de står op. De danser en slow slow slow dance til musik, hvor genitalierne engang imellem mødes. Musikken bygger mod et klimaks. SCENE 4 Kain kommer tilbage med baljen fuld af vand og ser de to nøgendanse, og netop der skyder der sæd ud af penissen og hen på vaginaen. Abel falder om i sandet. Mona skræver og prøver at få sæden ind i skeden. Kain stiller baljen fra sig, tungt, og står som paralyseret. KAIN Mona leder efter sit tøj og holder det akavet op foran sig og forsøger at tage det diskret på, mens hun kommer hen imod ham. MONA KAIN Abel stolper sig op på albuerne. ABEL Abel kommer på benene, men gør ikke noget for at dække sig til. MONA Mona gør tegn til, at Abel skal gå lidt væk og tage tøj på. MONA (Til Abel) (Til Kain med diplomati) Kain, jeg vil bare gerne sige, hvor glad jeg er for, at du introducerede mig for Abel… Hun tager hans hånd. MONA Abel kommer tættere på. ABEL KAIN Han peger på blod, der kommer ud af Monas vagina. ABEL Kain vender sig væk fra Abel og Mona. KAIN ABEL KAIN ABEL Mona går igen ind foran Abel og stiller sig over for Kain og tager hans hånd. MONA KAIN MONA KAIN Kain tager fat om hendes hofter. Hun forsøger at bakke bagud, men han holder fast. KAIN Kain vender hende om med et snuptag og hiver op i hendes kjortel. MONA Abel kommer hen og forsøger at få Mona fri, men Kain slår ud efter ham. ABEL Vender sig mod Abel men holder Monas arme bag på ryggen. KAIN MONA Kain stopper og kigger hånligt på Abel. Abel ved ikke, hvad han skal gøre. KAIN ABEL KAIN MONA Kain vender hende brutalt om og ryster hende. KAIN MONA Kain ser forvirret ud. Giver slip. Mona løber over til Abel, der holder om hende. Kain kommer langsomt over imod dem. KAIN MONA KAIN Kain går lidt væk igen og grubler. Abel og Mona kysser, som om de aldrig skulle kysse igen. Så slår hun ham. MONA ABEL MONA Så kysser de igen. Abel lyser op. ABEL (Til Mona) MONA ABEL MONA ABEL SCENE 5 Kain bryder sig fri af sine tanker og kommer tilbage igen og snakker mest som om, han talte til sig selv. Mona og Abel kigger opgivende på ham. KAIN ABEL (Griner hånligt) KAIN ABEL KAIN Abel KAIN ABEL MONA ABEL MONA ABEL MONA ABEL KAIN ABEL KAIN ABEL Abel henter sin hyrdestok. Og viser den frem. ABEL KAIN ABEL KAIN ABEL Abel stiller sig op og vender front mod Kain, peger oven på sit hoved. ABEL KAIN ABEL Abel vender sig mod Mona med en andægtigt mine. ABEL MONA ABEL KAIN Abel vender sig igen mod Kain. ABEL Kain svinger stokken og gokker Abel i nødden. Der lyder et kæmpe knæk, som sprak Verden i to, og Abel falder bag over ned i den grav, han selv har gravet. SCENE 6 Kain og Mona går hen til graven og kigger ned et langt stykke tid, nogen gange ser de ud som om, noget har flyttet sig nede i graven som tegn på liv, så ser de begge ud som om, det bare var noget de bildte sig ind. Til sidst stirrer de bare med vished. MONA Kain kigger hende i øjnene, aer hende på kinden og kysser hende meget blidt, og slår hende så hårdt i maven. Hun synker sammen. Han sparker lidt til sandbunkerne rundt om graven, så Abel bliver dækket til, og så tager han Mona i et brandmandstag og går ud i ørkenen. Lyd af knitrende sand. Solen bliver større og større på himlen til den fylder hele bagtæppet. Kain og Mona forsvinder i en sprække i bagtæppet. Slut
Øjet er det bedste sandhedsvidne. Og du kan ikke gemme din holdning til ting, når du ser på dem. Dit kropssprog vil afsløre dig. Og jeg vil have din helt ærlige mening, for det her er mit mesterværk.
Det sagde du også sidste gang.
Jeg er færdig med kæmperoer. Det her er meget større. Det her er genialt.
Ej.
Her, Abel. Her skal vi vente, så skal du bare se løjer og grønhvidkål.
Aaany minute now.
Må jeg præsentere: Mona.
Hvad har du gjort? Er du fuldstændig fra forstanden?
Han må bukke sig i støvet for det her.
Hvem, Gud?
Ja, hvem ellers? Der bliver ikke noget efter det her. Når han ser, at jeg har knækket koden til at skabe – mennesker, så har jeg ham. Det har taget mig hundrede år. Jeg vidste jo kun, at han havde brugt mudder og et ribben, men hvad hemmeligheden var til selve livet var. Ha ha ha. Voila.
Han kommer til at smadre det hele. Alt hvad vi har bygget op. Det bliver ligesom den gang med Edens have. Alt vi har kæmpet for, at han skulle synes var okay, vores få glæder i livet. Væk. Helt væk. Han laver os til slanger, Kain. Hvad har du gjort?
Mona, lad mig præsentere. Det her er Abel, min bror.
Hej Abel.
Jeg vil slet ikke have noget med det her at gøre… (Mere til sig selv) Hvis jeg nu bare kan overbevise Gud om, at han skal blande mig unden om. Åh, men han elsker jo kollektiv afstraffelse.
Kain, vores eneste mulighed er, at vi tager dit ribben tilbage og graver hende ned igen. Hun skal helt ned. Helt ned i jorden og blive til jord igen. Hvis vi er heldige, har han ikke set hende endnu.
Jeg havde virkelig ikke troet, at du var så misundelig, Abel. Alle de her år som fars yndling, og så kan du ikke unde mig mit big moment. Det skriger ud af dig, hvor imponeret du er. Tro ikke, at jeg ikke kan læse dig. Du er en åben bog. Eller jo, let’s be honest, så tænkte jeg nok, at du ville reagere sådan her, og netop derfor ville jeg også have, at du skulle være her, når han ser hende. Watch and learn, brother. Sådan her gør man sig fortjent til at være yndling.
Du skal ikke kalde på…/
Guuuuuuud. Guuu/
/Kain, vent lidt. Jeg kan godt se… hvad du mener. Jeg er misundelig af natur. Det er en grim ting. Du er en inspiration for mig med din… gavmildmed, din vilje til reform, dine visioner for kollektivet, medmenneskeligheden. Jeg indser, at jeg er ringere end dig, og jeg vil gerne lære. Kunne vi for eksempel… inden vi påkalder gud, lave en kvinde til mig også. Vil du lære mig, hvad du har gjort, og så kan vi være sammen om det. Vi kan lave noget i fællesskab?
Abel…
Jeg troede seriøst aldrig, du ville spørge. Det er et stort øjeblik. Lad os lige nyde det lidt.
Ja, det er kæmpestort. Men skal vi ikke se at komme i gang? Jeg er virkelig utålmodig.
Jo da, så klart, hvis du ligefrem er ivrig. Jeg tror aldrig, jeg har set dig ivrig før. Vi skal… lad mig se. Vi skal…/
/Vi skal have en masse vand til at lave mudder af, og så skal vi have gravet noget sand fri af den her forstenede ørken. Jeg foreslår, at du henter vand. Du kender vejen til oasen, og så graver jeg imens. Jeg er ligesom lavet til groft arbejde.
Jeg er virkelig imponeret over din handlekraft, Abel. Det var vel nok godt, jeg tog dig med her/
/Fint, så siger vi det.
Okay, fint, hav det godt så længe. Og Mona, vær sød ved ham her, han er slet ikke så slem alligevel. Jeg har malet fanden på væggen, så at sige. Ha ha, Fanden, fik i den? Som om han eksisterer… ha ha.
Det passer jo ikke… Du er overhovedet ikke interesseret i Kains projekt, er du? Du tager en maske over dit ansigt og siger usande ting.
Du vil grave mig ned, vil du ikke? Før han kommer tilbage. Du ved, du er stærkere end mig, hurtigere end mig… Du prøver ikke engang at binde mig, men jeg ser dig, Abel. Jeg er ikke Kain, jeg ser.
Men, hvad du ikke ved, er, at du slet ikke ved, hvad du går glip af. Du er skidetræt af at høre på Kain. Han er som at høre et spil skak læst op. Tro mig, jeg ved, hvad du har ligget under for i hele dit liv. Det er ikke som om jeg får et ord indført i vores samtaler. Mig, til gengæld, hvis du nu havde mig at snakke med, hvordan ville verden så ikke føles… Anderledes… spændende… måske ved jeg ting, du aldrig har… tænkt… følt…
Aaarh, gå væk, so. Ørkenskrald.
Du er ret pæn.
Du ligner slet ikke Kain. Er du sikker på, I har samme far?
Nej, slet ikke sjovt? Slet ikke tid til jokes nu? Abel seriøs.
Hmm. Du har kraftig hårvækst. Det er tegn på højt testosteronniveau, og du har store fødder. Du er også kraftigt bygget. Jeg vil væde med, at du kunne løfte mig helt op i strakt arm.
Du vejer nok det samme som en stor vædder. Det skulle overhovedet ikke være noget problem.
Hvordan ville du så gøre?
Løfte? Man går ned i knæ, tager et godt tag, og så bruger man de store muskelgrupper og ikke ryggen. Aldrig bare ryggen. Det gjorde jeg engang, hvor/
/Nej, hvor ville du tage fat?
Under bugen.
Men jeg har ikke nogen bug. Se selv.
Hvor ville du sætte dem? … hænderne…
Øh…
A A.
Omkring her, ikke?
Øh…
Hov, der er noget, der vil ud.
Du må nok hellere slippe den ud. Det her er ikke et får, man kan tæmme med sin hyrdestok.
Men Mona? Abel?
Kain. Vi. Det… Han ville grave mig… og så… det var… jeg ville jo bare, jeg havde ikke noget/
/I har ikke noget tøj på. Dit tøj, Mona, dit hår. I… Jeg troede…
/Kain! Hun er fantastisk!
Shyy, Abel.
For Guds skyld…
Jeg føler mig virkelig fuldstændig som et menneske nu. Og ikke bare som et menneske… Men som en kvinde. Alt det her har du givet mig. Du er et meget generøst menneske, Kain, unik. Du vil altid betyde noget helt særligt for mig.
Hun har ret, Kain. Faaan’, Du havde ret! Det her er jo så sindssygt rigtigt, hvorfor skulle far have noget i mod det her, hvad sku han ha imod hende? Vi kører jo efter hans plan: Skab Menneskeheden. Han har altid snakket om sin drøm om at der var mennesker overalt. Nu har vi fundet en måde, så Gud ikke behøver at være med længere. Endelig kan han slappe lidt af, og vi kan være… lykkelige.
Lykkelige? Abel, du har besudlet hende. Hun var helt ren og fin til far, Gud, vores far, og nu har du sprøjtet i hende og gjort hende svedig og uglet. Jeg ved slet ikke, om hun kan bruges mere nu. Hun er gået i stykker.
Men besudle, Kain… Hvad snakker du om? Det er jo smukt. Du skal prøve det. Vi laver en kvinde til dig også, og så vil du mærke, hvor rigtigt det er. Jeg har det som om, du har skabt Mona lige præcis til mig, som om jeg nu endelig er et helt menneske og ikke bare en søn eller en bror, men en mand.
Hun er slet ikke til dig.
Hva? Hvad mener du?
Hun skal… hun skal ikke…
Hvem er hun så til?
Kain… søde Kain… Jeg elsker dig. Det ved du godt. Du har en helt speciel plads i mit hjerte, men…
/Men hvad? Sig det dog. Han er flottere end mig. Han er stærkere end mig. Han har 10.000 bløde får, han river skindet af med de bare næver og laver et silkeblødt leje til dig, hvor du kan ligge og æde druer dagen lang.
Nej, Kain, det er ikke det.
Åååh, åååh, det er den dér. Det er den dér, du er blevet forelsket i. Det er slangen, der har talt til Mona, og nu bider hun i æblet…
Men du har bare ikke prøvet den rigtige vare endnu, den har jeg jo gemt til, efter Gud havde velsignet os. Hvis du synes, det der var godt, så vent til du/
/Nej, nej Kain, nej, stop.
Kain, hvad er det, du laver? Hun siger jo stop.
Stopper man med at klippe fåret, fordi det fortæller en, at det er koldere uden frakke på?
Kain… Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. (Begynder at græde)
Hørte du det, Abel? Hun elsker mig. Hun elsker mig.
Ja, men hun græder, er det ikke nok nu? Det kan vente til efter Gud har set/
/Hun er alligevel ødelagt nu. Jeg laver en ny. Hun har selv bedt om det her. Hun har ødelagt min plan.
Jeg elsker dig, Kain, men…
Men hvad? Men hvad, Mona? Jeg har brugt tusindvis af timer på at lave dig. Jeg har sat hele min mark på spil, den er tørret ud, alt er tabt nu, forstår du… Og du siger men… Men hvad, Mona…?
Jeg elsker dig. Men jeg elsker dig, som en… far.
Hvad mener du, som en… far?
Ligesom du elsker din far, Gud. Sådan elsker jeg dig. Hvis du er skaberen, kan du ikke også skabe igennem mig. Det var jo det, der var din plan. Reproduktion uden indblanding fra skaberen… dvs. Gud. Og nu er du jo Gud… eller ikke Gud… men du forstår, hvad jeg mener. Det er forkert, hvis vi… Det er ikke fordi, jeg ikke vil… som sådan… eller/
/Jeg er… Gud. Jeg er Gud nu.
Uduelige… Hvorfor gjorde du ikke noget?
Jeg… eh… jeg vidste jo godt, at han ikke ville gøre noget.
Åh, dit dumme dyr.
Jeg har 10.000 får, og sammen kan vi hyrde dem rundt og leve lykkeligt i hinandens selskab. Vi er fremtiden.
Ja, altså, du hyrder dem rundt, og du bygger et hus, og du henter vand, og du skaffer kartofler, og du står for regnskab og økonomi og transport og brænde til bålet.
Og… hvad laver du?
Jeg føder børn. (Kigger himmelfalden på Abel) Hvis menneskeheden skal blomstre, så skal vi sætte en hel masse frø, og det tager tid og kræfter. Dvs. min tid og mine kræfter. Du står kun for, hvad der kommer ud af den der. (Peger på pikken).
Hm, det var måske ikke lige det, jeg havde… det må vi lige snakke om.
Når jeg regner på det, så er Gud jo faktisk en elendig Gud. Han har kun sat to mennesker i verden til at skabe en hel menneskehed. Men han har slet ikke taget højde for alle faktorerne. Fx har Adam og Eva kun fået drengebørn. Første fejl. Dernæst, så vil det simpelthen tage for lang tid. Hvis hele jorden skal befolkes inden for en rimelig tid. Så skal der være flere rugere, også kaldet kvinder. Og hvis de alle sammen er i familie, så vil der højst sandsynligt ske enten fysiske eller psykiske mutationer. Det er umuligt ud fra mine beregninger at skabe nok variation, sådan som systemet er nu. Åh, Gud. Og den sidste og meget afgørende faktor er, hvis det viser sig, at mennesker faktisk kan dø. Når der er så få, så kan hele menneskeheden lynhurtigt uddø. Så skal jeg starte helt forfra eller slet ikke, hvis jeg nu også dør.
Hold nu op, Kain med din fede paranoia. Vi kan overhovedet ikke dø. Det er bare noget, han siger, for at vi gør, hvad han siger. Han prøver at skræmme os, som om vi var børn. Men vi er ikke børn Kain (Han kigger på Mona) Vi er voksne. Vi kan selv.
Dine får kan da dø.
Men de er ikke guds skabninger.
Det er de sådan set.
Ja, men de er ikke mennesker. Vi er skabt i Guds billede, og Gud kan ikke dø.
Kan Gud ikke dø? Ved vi det? Han har jo sagt så meget. Hvad hvis han falder død om en dag og bare efterlader os her alene?
Det vil jeg godt væde mit liv på, at han ikke gør.
Abel, vær nu ikke dum.
Ti nu lige stille, Mona, jeg taler med min bror, og hvis min bror er så bange for, at vi kan dø, hvorfor lader vi det så ikke komme an på en prøve? Så han kan selv slippe af med de dårlige nerver, og vi kan slippe for at høre på dem.
Abel, du skal ikke gøre noget dumt for at imponere mig.
Kvinde, det her har ikke noget at gøre med dig. Gider du gå lidt væk, hvis du ikke kan lade være med at blande dig?
Jeg bliver her.
Som du vil, men så lukker du også sylten. Kain, skal vi få testet det her én gang for alle?
Men… Jeg ved ikke, hvordan man slår ihjel.
Come on, det skulle da ikke være så svært. Ha, manden, der kan skabe liv, har ikke fantasi til at tage det igen.
Men jeg dyrker roer, Abel, jeg graver i jorden, jeg sætter små frø. Jeg ved slet ikke, hvad du laver i din stald.
Åh, se her.
Det her er et ret harmløst instrument. Jeg bruger det til at støtte mig til alle de mange timer i marken og til at skubbe lidt til fårene, hvis de går for langsomt. Men… Jeg bruger også denne, den tunge ende, til at gokke dem i nøden med.
Gokke dem i nøden? Og så dør de?
Ja. Så dør de.
Så det er det, vi gør?
Det er det, vi gør. Og så skal du bare se. Gud holder hånden over mig, eller imellem mig og stokken… eller sådan noget, Gud nu gør.
Det er her. Jeg skal have et ordentligt gok. Du skal svinge stokken hele vejen omme fra ryggen.
Hvad nu, hvis jeg ikke rammer rigtigt?
Bare tro på det. Fokusér. Tro på det, ja, hell, bed til Gud, hvis du tror, det hjælper. Ha ha.
Kæreste Mona. Tak for alt, det har været en udsøgt fornøjelse at lære dig at kende. Pas godt på vores afkom og husk at slukke bålet, inden du lægger dig til at sove, så du ikke dør af kulilteforgiftning. Ha ha ha.
Det er ikke sjovt, Abel.
Jeg har en fest. Bare vent til du ser hans ansigtsudtryk. Det bliver det hele værd. Kloge Åges fald fra tronen.
Jeg er klar.
Jeg er i dine hænder, bror – og dig, Gud (blinker til Gud).
Jeg er med barn. Jeg kan mærke det lille liv i maven. Det vokser og vokser. Hvis det bliver en dreng, vil jeg kalde ham Abel.