Kain og Abel – hvad der skete i ørkenen

Et skuespil

 

SCENE 1

Kain kommer beslutsomt og energisk ind på scenen. Abel kommer bagefter meget modstræbende.

ABEL
Er vi der ikke snart? Jeg DØR af tørst og sand i øjnene.

KAIN
Drop nu de dødsjokes. Du ved godt, jeg ikke synes, det er sjovt.

ABEL
Kom nu Kain, det er da lidt sjovt, at du tror, at mennesker kan dø.

KAIN
Jeg kan helt ærligt ikke se, hvad der er så sjovt ved det. Tænk på, hvis vi virkelig kunne dø. Så ville alt være helt anderledes. Måske ville vi være sødere ved hinanden, for nu vidste vi, at vi kunne miste hinanden. Eller måske ville vi være… ondere… Nogen gange tænker jeg på, at Gud fortæller os, at vi ikke kan dø, for at beskytte os imod os selv.

ABEL
Pfff, jeg beder til Gud om, at han en dag vil tage alle dine gætterier fra dig. Bare hive dem ud af dig, så du kunne få fred fra dig selv – og JEG kunne få fred. Så ville du måske droppe alle de her eksperimenter. Jeg er sgu godt træt af de her ture, Kain, hvornår lærer du bare at fortælle mig, hvad du har lavet?

 

KAIN
Øjet er det bedste sandhedsvidne. Og du kan ikke gemme din holdning til ting, når du ser på dem. Dit kropssprog vil afsløre dig. Og jeg vil have din helt ærlige mening, for det her er mit mesterværk.

ABEL
Det sagde du også sidste gang.

KAIN
Jeg er færdig med kæmperoer. Det her er meget større. Det her er genialt.

Kain stopper op. Abel går ind i ham.

ABEL
Ej.

KAIN
Her, Abel. Her skal vi vente, så skal du bare se løjer og grønhvidkål.

Kain stirrer ud i ørkenen. Abel kigger sig omkring og sparker lidt i jorden. De står lidt længere i akavet stilhed.

KAIN
Aaany minute now.

Kain nikker til Abel. Kigger ud i ørkenen igen. Så begynder det endelig at blæse op, og de er nu inde i en sandstorm. Kain står helt stoisk. Abel forsøger at dække sig til med sit tøj og beskytte sig mod stormen.

 

 SCENE 2

Stormen lægger sig og ud af støvet/bagtæppet kommer en kvinde gående imod dem. Hun går langsomt som et fatamorgana.

KAIN
Må jeg præsentere: Mona.

ABEL (Gisper)
Hvad har du gjort? Er du fuldstændig fra forstanden?

KAIN
Han må bukke sig i støvet for det her.

ABEL
Hvem, Gud?

KAIN
Ja, hvem ellers? Der bliver ikke noget efter det her. Når han ser, at jeg har knækket koden til at skabe – mennesker, så har jeg ham. Det har taget mig hundrede år. Jeg vidste jo kun, at han havde brugt mudder og et ribben, men hvad hemmeligheden var til selve livet var. Ha ha ha. Voila.

ABEL
Han kommer til at smadre det hele. Alt hvad vi har bygget op. Det bliver ligesom den gang med Edens have. Alt vi har kæmpet for, at han skulle synes var okay, vores få glæder i livet. Væk. Helt væk. Han laver os til slanger, Kain. Hvad har du gjort?

Mona kommer helt hen til dem og flytter sit slør, så man kan se hendes ansigt.

KAIN
Mona, lad mig præsentere. Det her er Abel, min bror.

MONA
Hej Abel.

Abel går lidt væk og vender siden til.

ABEL
Jeg vil slet ikke have noget med det her at gøre… (Mere til sig selv) Hvis jeg nu bare kan overbevise Gud om, at han skal blande mig unden om. Åh, men han elsker jo kollektiv afstraffelse.

Abel vender sig om igen mod de andre.

ABEL
Kain, vores eneste mulighed er, at vi tager dit ribben tilbage og graver hende ned igen. Hun skal helt ned. Helt ned i jorden og blive til jord igen. Hvis vi er heldige, har han ikke set hende endnu.

KAIN
Jeg havde virkelig ikke troet, at du var så misundelig, Abel. Alle de her år som fars yndling, og så kan du ikke unde mig mit big moment. Det skriger ud af dig, hvor imponeret du er. Tro ikke, at jeg ikke kan læse dig. Du er en åben bog. Eller jo, let’s be honest, så tænkte jeg nok, at du ville reagere sådan her, og netop derfor ville jeg også have, at du skulle være her, når han ser hende. Watch and learn, brother. Sådan her gør man sig fortjent til at være yndling.

ABEL
Du skal ikke kalde på…/

KAIN
Guuuuuuud. Guuu/

Abel løber hen og holder ham for munden.

ABEL
/Kain, vent lidt. Jeg kan godt se… hvad du mener. Jeg er misundelig af natur. Det er en grim ting. Du er en inspiration for mig med din… gavmildmed, din vilje til reform, dine visioner for kollektivet, medmenneskeligheden. Jeg indser, at jeg er ringere end dig, og jeg vil gerne lære. Kunne vi for eksempel… inden vi påkalder gud, lave en kvinde til mig også. Vil du lære mig, hvad du har gjort, og så kan vi være sammen om det. Vi kan lave noget i fællesskab?

Kain forsøger at sige noget, men Abel har stadig sin hånd for hans mund. Abel tager forsigtigt sin hånd væk, men holder den stadig parat.

KAIN
Abel…

Kain kigger rørt på Abel. Abel lader sin hånd falde tungt ned langs siden.

KAIN
Jeg troede seriøst aldrig, du ville spørge. Det er et stort øjeblik. Lad os lige nyde det lidt.

Kain tager Abels hænder. Kain vrister sig løs.

ABEL
Ja, det er kæmpestort. Men skal vi ikke se at komme i gang? Jeg er virkelig utålmodig.

Abel kigger nervøst op i himlen og hen på Mona.

KAIN
Jo da, så klart, hvis du ligefrem er ivrig. Jeg tror aldrig, jeg har set dig ivrig før. Vi skal… lad mig se. Vi skal…/

ABEL
/Vi skal have en masse vand til at lave mudder af, og så skal vi have gravet noget sand fri af den her forstenede ørken. Jeg foreslår, at du henter vand. Du kender vejen til oasen, og så graver jeg imens. Jeg er ligesom lavet til groft arbejde.

KAIN
Jeg er virkelig imponeret over din handlekraft, Abel. Det var vel nok godt, jeg tog dig med her/

ABEL
/Fint, så siger vi det.

KAIN
Okay, fint, hav det godt så længe. Og Mona, vær sød ved ham her, han er slet ikke så slem alligevel. Jeg har malet fanden på væggen, så at sige. Ha ha, Fanden, fik i den? Som om han eksisterer… ha ha.

Hverken Mona eller Abel griner. Kain står lidt, så tager han den store balje og går ud i ørkenen.

 

SCENE 3

Mona står lidt og kigger bekymret efter Kain. Så kigger hun på Abel, der graver med spaden. Så kigger hun mistroisk på Abel.

MONA
Det passer jo ikke… Du er overhovedet ikke interesseret i Kains projekt, er du? Du tager en maske over dit ansigt og siger usande ting.

Abel stopper med at grave. Stirrer lidt ud i luften. Så begynder han at grave igen.

MONA
Du vil grave mig ned, vil du ikke? Før han kommer tilbage. Du ved, du er stærkere end mig, hurtigere end mig… Du prøver ikke engang at binde mig, men jeg ser dig, Abel. Jeg er ikke Kain, jeg ser.

Abel graver hurtigere.

MONA
Men, hvad du ikke ved, er, at du slet ikke ved, hvad du går glip af. Du er skidetræt af at høre på Kain. Han er som at høre et spil skak læst op. Tro mig, jeg ved, hvad du har ligget under for i hele dit liv. Det er ikke som om jeg får et ord indført i vores samtaler. Mig, til gengæld, hvis du nu havde mig at snakke med, hvordan ville verden så ikke føles… Anderledes… spændende… måske ved jeg ting, du aldrig har… tænkt… følt…

Hun går hen og stiller sig op lige foran ham. Han prøver at grave, men hun stiller sig i vejen.

ABEL
Aaarh, gå væk, so. Ørkenskrald.

Han forsøger at ramme hende med spyt, men får det mest ned af hagen. Hun lægger hovedet på skrå.

MONA
Du er ret pæn.

Abel graver videre i en anden retning. Han graver sig selv mere og mere ned i et hul. Hun stiller sig også der hen i hans synsfelt.

MONA
Du ligner slet ikke Kain. Er du sikker på, I har samme far?

Hun venter på at Abel skal grine. Han stopper med at grave, men undertrykker et grin.

MONA (Lillepigestemme)
Nej, slet ikke sjovt? Slet ikke tid til jokes nu? Abel seriøs.

Hun trækker så på skulderen. Og smiler.

MONA
Hmm. Du har kraftig hårvækst. Det er tegn på højt testosteronniveau, og du har store fødder. Du er også kraftigt bygget. Jeg vil væde med, at du kunne løfte mig helt op i strakt arm.

Abel stopper op og kigger skeptisk bedømmende på hende.

ABEL
Du vejer nok det samme som en stor vædder. Det skulle overhovedet ikke være noget problem.

Mona smiler.

MONA
Hvordan ville du så gøre?

Abel stopper igen og ser oprigtigt forundret ud.

ABEL
Løfte? Man går ned i knæ, tager et godt tag, og så bruger man de store muskelgrupper og ikke ryggen. Aldrig bare ryggen. Det gjorde jeg engang, hvor/

MONA
/Nej, hvor ville du tage fat?

ABEL
Under bugen.

MONA
Men jeg har ikke nogen bug. Se selv.

Abel står nu nede i et hul. Hun løfter hans hoved, så han kigger direkte ind i fronten på hendes torso.

MONA
Hvor ville du sætte dem? … hænderne…

ABEL
Øh…

Mona griber ud efter hans hænder. Han trækker dem til sig og kigger anklagende på hende.

MONA (Som til en hund)
A A.

Hun laver ”kom her-bevægelsen” med hænderne, og han rækker langsomt hænderne ud igen. Hun tager dem og sætter dem direkte på sit bryst og skridt.

MONA
Omkring her, ikke?

ABEL
Øh…

Hun giver slip på hans hænder, og han tager dem langsomt til sig. Så nynner hun en slangetæmmermelodi og bevæger fingrene og hænderne dansende foran Abel og noget rejser sig i hans skød. Hun smiler endnu mere. Han ser forskrækket på bulen i tøjet.

MONA
Hov, der er noget, der vil ud.

Abel kommer ligesom lidt mere til sig selv og ryster på hovedet, men scenariet går ikke væk.

MONA
Du må nok hellere slippe den ud. Det her er ikke et får, man kan tæmme med sin hyrdestok.

Abel kommer op af hullet og ser på sine hænder, der gør, hvad hun siger, løsner tøjet og afslører en underarmsstor penis. Hun peger på sit eget tøj og får ham til at forstå, at han skal tage det af. Der under er der en stor vagina, og de begynder at have virkelig langsom sex, mens de står op. De danser en slow slow slow dance til musik, hvor genitalierne engang imellem mødes. Musikken bygger mod et klimaks.

 

SCENE 4

Kain kommer tilbage med baljen fuld af vand og ser de to nøgendanse, og netop der skyder der sæd ud af penissen og hen på vaginaen. Abel falder om i sandet. Mona skræver og prøver at få sæden ind i skeden. Kain stiller baljen fra sig, tungt, og står som paralyseret.

KAIN
Men Mona? Abel?

Mona leder efter sit tøj og holder det akavet op foran sig og forsøger at tage det diskret på, mens hun kommer hen imod ham.

MONA
Kain. Vi. Det… Han ville grave mig… og så… det var… jeg ville jo bare, jeg havde ikke noget/

KAIN
/I har ikke noget tøj på. Dit tøj, Mona, dit hår. I… Jeg troede…

Abel stolper sig op på albuerne.

ABEL
/Kain! Hun er fantastisk!

Abel kommer på benene, men gør ikke noget for at dække sig til.

MONA
Shyy, Abel.

Mona gør tegn til, at Abel skal gå lidt væk og tage tøj på.

MONA (Til Abel)
For Guds skyld…

(Til Kain med diplomati) Kain, jeg vil bare gerne sige, hvor glad jeg er for, at du introducerede mig for Abel…

Hun tager hans hånd.

MONA
Jeg føler mig virkelig fuldstændig som et menneske nu. Og ikke bare som et menneske… Men som en kvinde. Alt det her har du givet mig. Du er et meget generøst menneske, Kain, unik. Du vil altid betyde noget helt særligt for mig.

Abel kommer tættere på.

ABEL
Hun har ret, Kain. Faaan’, Du havde ret! Det her er jo så sindssygt rigtigt, hvorfor skulle far have noget i mod det her, hvad sku han ha imod hende? Vi kører jo efter hans plan: Skab Menneskeheden. Han har altid snakket om sin drøm om at der var mennesker overalt. Nu har vi fundet en måde, så Gud ikke behøver at være med længere. Endelig kan han slappe lidt af, og vi kan være… lykkelige.

KAIN
Lykkelige? Abel, du har besudlet hende. Hun var helt ren og fin til far, Gud, vores far, og nu har du sprøjtet i hende og gjort hende svedig og uglet. Jeg ved slet ikke, om hun kan bruges mere nu. Hun er gået i stykker.

Han peger på blod, der kommer ud af Monas vagina.

ABEL
Men besudle, Kain… Hvad snakker du om? Det er jo smukt. Du skal prøve det. Vi laver en kvinde til dig også, og så vil du mærke, hvor rigtigt det er. Jeg har det som om, du har skabt Mona lige præcis til mig, som om jeg nu endelig er et helt menneske og ikke bare en søn eller en bror, men en mand.

Kain vender sig væk fra Abel og Mona.

KAIN
Hun er slet ikke til dig.

ABEL
Hva? Hvad mener du?

KAIN
Hun skal… hun skal ikke…

ABEL
Hvem er hun så til?

Mona går igen ind foran Abel og stiller sig over for Kain og tager hans hånd.

MONA
Kain… søde Kain… Jeg elsker dig. Det ved du godt. Du har en helt speciel plads i mit hjerte, men…

KAIN
/Men hvad? Sig det dog. Han er flottere end mig. Han er stærkere end mig. Han har 10.000 bløde får, han river skindet af med de bare næver og laver et silkeblødt leje til dig, hvor du kan ligge og æde druer dagen lang.

MONA
Nej, Kain, det er ikke det.

KAIN
Åååh, åååh, det er den dér. Det er den dér, du er blevet forelsket i. Det er slangen, der har talt til Mona, og nu bider hun i æblet…

Kain tager fat om hendes hofter. Hun forsøger at bakke bagud, men han holder fast.

KAIN
Men du har bare ikke prøvet den rigtige vare endnu, den har jeg jo gemt til, efter Gud havde velsignet os. Hvis du synes, det der var godt, så vent til du/

Kain vender hende om med et snuptag og hiver op i hendes kjortel.

MONA
/Nej, nej Kain, nej, stop.

Abel kommer hen og forsøger at få Mona fri, men Kain slår ud efter ham.

ABEL
Kain, hvad er det, du laver? Hun siger jo stop.

Vender sig mod Abel men holder Monas arme bag på ryggen.

KAIN
Stopper man med at klippe fåret, fordi det fortæller en, at det er koldere uden frakke på?

MONA
Kain… Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. (Begynder at græde)

Kain stopper og kigger hånligt på Abel. Abel ved ikke, hvad han skal gøre.

KAIN
Hørte du det, Abel? Hun elsker mig. Hun elsker mig.

ABEL
Ja, men hun græder, er det ikke nok nu? Det kan vente til efter Gud har set/

KAIN
/Hun er alligevel ødelagt nu. Jeg laver en ny. Hun har selv bedt om det her. Hun har ødelagt min plan.

MONA
Jeg elsker dig, Kain, men…

Kain vender hende brutalt om og ryster hende.

KAIN
Men hvad? Men hvad, Mona? Jeg har brugt tusindvis af timer på at lave dig. Jeg har sat hele min mark på spil, den er tørret ud, alt er tabt nu, forstår du… Og du siger menMen hvad, Mona…?

MONA
Jeg elsker dig. Men jeg elsker dig, som en… far.

Kain ser forvirret ud. Giver slip. Mona løber over til Abel, der holder om hende. Kain kommer langsomt over imod dem.

KAIN
Hvad mener du, som en… far?

MONA
Ligesom du elsker din far, Gud. Sådan elsker jeg dig. Hvis du er skaberen, kan du ikke også skabe igennem mig. Det var jo det, der var din plan. Reproduktion uden indblanding fra skaberen… dvs. Gud. Og nu er du jo Gud… eller ikke Gud… men du forstår, hvad jeg mener. Det er forkert, hvis vi… Det er ikke fordi, jeg ikke vil… som sådan… eller/

KAIN
/Jeg er… Gud. Jeg er Gud nu.

Kain går lidt væk igen og grubler. Abel og Mona kysser, som om de aldrig skulle kysse igen. Så slår hun ham.

MONA
Uduelige… Hvorfor gjorde du ikke noget?

ABEL
Jeg… eh… jeg vidste jo godt, at han ikke ville gøre noget.

MONA
Åh, dit dumme dyr.

Så kysser de igen. Abel lyser op.

ABEL (Til Mona)
Jeg har 10.000 får, og sammen kan vi hyrde dem rundt og leve lykkeligt i hinandens selskab. Vi er fremtiden.

MONA
Ja, altså, du hyrder dem rundt, og du bygger et hus, og du henter vand, og du skaffer kartofler, og du står for regnskab og økonomi og transport og brænde til bålet.

ABEL
Og… hvad laver du?

MONA
Jeg føder børn. (Kigger himmelfalden på Abel) Hvis menneskeheden skal blomstre, så skal vi sætte en hel masse frø, og det tager tid og kræfter. Dvs. min tid og mine kræfter. Du står kun for, hvad der kommer ud af den der. (Peger på pikken).

ABEL
Hm, det var måske ikke lige det, jeg havde… det må vi lige snakke om.

 

SCENE 5

Kain bryder sig fri af sine tanker og kommer tilbage igen og snakker mest som om, han talte til sig selv. Mona og Abel kigger opgivende på ham.

KAIN
Når jeg regner på det, så er Gud jo faktisk en elendig Gud. Han har kun sat to mennesker i verden til at skabe en hel menneskehed. Men han har slet ikke taget højde for alle faktorerne. Fx har Adam og Eva kun fået drengebørn. Første fejl. Dernæst, så vil det simpelthen tage for lang tid. Hvis hele jorden skal befolkes inden for en rimelig tid. Så skal der være flere rugere, også kaldet kvinder. Og hvis de alle sammen er i familie, så vil der højst sandsynligt ske enten fysiske eller psykiske mutationer. Det er umuligt ud fra mine beregninger at skabe nok variation, sådan som systemet er nu. Åh, Gud. Og den sidste og meget afgørende faktor er, hvis det viser sig, at mennesker faktisk kan dø. Når der er så få, så kan hele menneskeheden lynhurtigt uddø. Så skal jeg starte helt forfra eller slet ikke, hvis jeg nu også dør.

ABEL (Griner hånligt)
Hold nu op, Kain med din fede paranoia. Vi kan overhovedet ikke dø. Det er bare noget, han siger, for at vi gør, hvad han siger. Han prøver at skræmme os, som om vi var børn. Men vi er ikke børn Kain (Han kigger på Mona) Vi er voksne. Vi kan selv.

KAIN
Dine får kan da dø.

ABEL
Men de er ikke guds skabninger.

KAIN
Det er de sådan set.

Abel
Ja, men de er ikke mennesker. Vi er skabt i Guds billede, og Gud kan ikke dø.

KAIN
Kan Gud ikke dø? Ved vi det? Han har jo sagt så meget. Hvad hvis han falder død om en dag og bare efterlader os her alene?

ABEL
Det vil jeg godt væde mit liv på, at han ikke gør.

MONA
Abel, vær nu ikke dum.

ABEL
Ti nu lige stille, Mona, jeg taler med min bror, og hvis min bror er så bange for, at vi kan dø, hvorfor lader vi det så ikke komme an på en prøve? Så han kan selv slippe af med de dårlige nerver, og vi kan slippe for at høre på dem.

MONA
Abel, du skal ikke gøre noget dumt for at imponere mig.

ABEL
Kvinde, det her har ikke noget at gøre med dig. Gider du gå lidt væk, hvis du ikke kan lade være med at blande dig?

MONA
Jeg bliver her.

ABEL
Som du vil, men så lukker du også sylten. Kain, skal vi få testet det her én gang for alle?

KAIN
Men… Jeg ved ikke, hvordan man slår ihjel.

ABEL
Come on, det skulle da ikke være så svært. Ha, manden, der kan skabe liv, har ikke fantasi til at tage det igen.

KAIN
Men jeg dyrker roer, Abel, jeg graver i jorden, jeg sætter små frø. Jeg ved slet ikke, hvad du laver i din stald.

ABEL
Åh, se her.

Abel henter sin hyrdestok. Og viser den frem.

ABEL
Det her er et ret harmløst instrument. Jeg bruger det til at støtte mig til alle de mange timer i marken og til at skubbe lidt til fårene, hvis de går for langsomt. Men… Jeg bruger også denne, den tunge ende, til at gokke dem i nøden med.

KAIN
Gokke dem i nøden? Og så dør de?

ABEL
Ja. Så dør de.

KAIN
Så det er det, vi gør?

ABEL
Det er det, vi gør. Og så skal du bare se. Gud holder hånden over mig, eller imellem mig og stokken… eller sådan noget, Gud nu gør.

Abel stiller sig op og vender front mod Kain, peger oven på sit hoved.

ABEL
Det er her. Jeg skal have et ordentligt gok. Du skal svinge stokken hele vejen omme fra ryggen.

KAIN
Hvad nu, hvis jeg ikke rammer rigtigt?

ABEL
Bare tro på det. Fokusér. Tro på det, ja, hell, bed til Gud, hvis du tror, det hjælper. Ha ha.

Abel vender sig mod Mona med en andægtigt mine.

ABEL
Kæreste Mona. Tak for alt, det har været en udsøgt fornøjelse at lære dig at kende. Pas godt på vores afkom og husk at slukke bålet, inden du lægger dig til at sove, så du ikke dør af kulilteforgiftning. Ha ha ha.

MONA
Det er ikke sjovt, Abel.

ABEL
Jeg har en fest. Bare vent til du ser hans ansigtsudtryk. Det bliver det hele værd. Kloge Åges fald fra tronen.

KAIN
Jeg er klar.

Abel vender sig igen mod Kain.

ABEL
Jeg er i dine hænder, bror – og dig, Gud (blinker til Gud).

Kain svinger stokken og gokker Abel i nødden. Der lyder et kæmpe knæk, som sprak Verden i to, og Abel falder bag over ned i den grav, han selv har gravet.

 

SCENE 6

Kain og Mona går hen til graven og kigger ned et langt stykke tid, nogen gange ser de ud som om, noget har flyttet sig nede i graven som tegn på liv, så ser de begge ud som om, det bare var noget de bildte sig ind. Til sidst stirrer de bare med vished.

MONA
Jeg er med barn. Jeg kan mærke det lille liv i maven. Det vokser og vokser. Hvis det bliver en dreng, vil jeg kalde ham Abel.

Kain kigger hende i øjnene, aer hende på kinden og kysser hende meget blidt, og slår hende så hårdt i maven. Hun synker sammen. Han sparker lidt til sandbunkerne rundt om graven, så Abel bliver dækket til, og så tager han Mona i et brandmandstag og går ud i ørkenen. Lyd af knitrende sand. Solen bliver større og større på himlen til den fylder hele bagtæppet. Kain og Mona forsvinder i en sprække i bagtæppet.

Slut